Irsk splatterselvtægtsdæmonpladder

Shaun Hutson: Renegades
Jeg har før læst nogle ting af Shaun Hutson - komplet cookie cutter crap, der som regel udmærkede sig ved at være ret korte bøger, lidt splat, lidt monstre, lidt sex som garniture. Renegades er noget tykkere.
Den er også noget værre - angiveligt skrevet efter devisen, at alt skal gøres med en erektion. I al fald hvis det skal være uhyggeligt. Hutson lider åbenbart under den opfattelse, at blod og sex i samme scene er den ultimative måde at skrige BØH ad læseren. Det hører unægteligt sammen med hans (sikkert patenterede) måde at udføre personbeskrivelser på - som bedst kan betegnes som "The Shaun Hutson Sledgehammer Way of Writing". Denne person er ond: BAM! Det er hende her også: SLAM! Ham her er en hård nyser: WHAK!
Det betyder, at man bl.a. får et helt kapitel, hvor ægteparret David og Laura Callahan, perverterede multimillionærer extraordinaire, ser redningsfolk fjerne ofrene for en bilulykke, mens de (Callahan'erne, altså) klimakser til højre og venstre. De to her er onde og tænder på død og ulykke: WHAK-BOOM!
Læseren slår sig selv i hovedet med bogen igen og igen: KLASK! KLASK! KLASK! Lykkeligvis er der tale om en paperback.
Men hvad er så historien? Eller historierne, for der er faktisk flere, ja der er så - de er dumme og usammenhængende, men der er flere af dem. Åbenbart har Hutson haft en IRA-thriller, han ikke kunne slippe af med, og en kort dæmon-roman, som ingen gad udgive, og presto: smæk dem sammen, og lortet sælger.
Det, man får i praksis, er en hårdkogt antiterrorist (det ved vi, han er, fordi han siger ting som: "Jeg kunne lige så godt dø i morgen" og har en hel masse ar: SMÆK!), der jagter nogle slemme IRA-terrorister, som har dræbt en hel masse mennesker, fordi vor tidligere nævnte perverterede multimillionærer vil standse fredsprocessen, mens Callahan'erne selv forsøger at få fat i er blyindfattet rude, der afbilleder en dæmon og giver løfte om evigt liv.
Ja, det var en lang sætning - men den er at foretrække frem for at skulle læse hele bogen.
Det hele bindes sammen til sidst - ikke på den fede måde, hvor man overraskes over sammenhænge, men ved, at alle aktørerne befinder sig på samme sted og har en masse våben.
Dertil påklistret en slutning, som sikkert var vanvittigt nyskabende, da en eller anden EC-comics forfatter brugte den tilbage i 1950erne.
Og tilbage sidder man som læser med røde mærker i panden. KLASK!

Nattebåden

Robert R. McCammon: The Night Boat

Hvad skulle vi dog have gjort uden nazisterne? Uden dem ville vi ikke havde haft autobahnen, Dansk Folkeparti og cirka lige så mange dårlige bøger, som de dræbte jøder. Hvoraf "The Night Boat" måske ikke er højdemålet, men den kravler da lidt op i højderne.

Det er faktisk lidt synd, for Robert R. McC. har faktisk skrevet nogle gode bøger - "Swan Song" trådte samme grund som (og gjorde det vist endda bedre end) Kings "The Stand", "Mine" var en god hippiepsykothriller, "Usher's Passing" fængede også ganske godt - men det er naturligvis ved at være nogle år siden, så måske er det blot min egne hjerne, der lyver for mig. Dumme, dumme hjerne. Det var også dig, der insisterede på cowboyskjorter var seje i firserne. Forbandet være du.

Hvorom alting er: jeg snuppede The Night Boat, fordi jeg forventede god underholdning - ikke nogen god bog, by no means, men god slam af den sjove slags; en af de bøger, som man læser hurtigt, fordi forfatteren et eller andet sted kan en smule, skriver let og har en masse tåbelige ideer. I stedet er den - og dette er den ultimative litterære dødssynd, arvesynden nedarvet fra Gud selv forsøgte at sætte pen til papir ("I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden" - Show, dont tell, ya dumbass!) - kedelig. KEDELIG!

Stakkels øboere kaster en forbandelse over en tysk ubåd under krigen, og mange år efter vender den tilbage til overfladen med de beklageligvis ikke helt afdøde tyskere stadig låst inde... og pissesure. Så er tiden inde til lidt flesheating, lidt running around scared og en portion heltemod og selvopofrelse, garneret med en kvalmende lykkelig slutning (som taget ud af en effing Dean R. Koontz-roman). Forudsigeligt og ligegyldigt.

The Night Boat er som at betragte en toptræner løber, som har fået bortoperet sine svedkirtler, benytte et løbebånd: joggere i sig selv er ikke topmålet af underholdning, men ham her rør sig ikke ud af stedet, kampsveder ikke, ligner ikke et overhængende hjerteanfald, løber ikke ind i cykler og hunde - er i det hele taget bare kedelig.

Sjov med svampe

Harry Adam Knight: The Fungus

For nu at holde fast ved det kulinare vokabularium: at skrive Stephen Kings navn på forsiden af en bog, som ikke er skrevet af ham selv, er det samme som at skrive på en madvare, at den indeholder Det tredje krydderi (Monosodium glutamanate). Og det er for så vidt ligegyldigt, en anmelder sammenligner bogen med King, eller King selv lovpriser bogen - det lover ganske enkelt dårligt (i min letpåvirkelige ungdom læste jeg adskillige bøger af tvivlsom (nej, ikke tvivlsom, direkte elendig) kvalitet, førend den gode Kings manglende kritiske sans gik op for mig.

HAK udråbes her til den "nye Stephen King" (og er der ikke noget forkert i at gøre det, førend den gamle er død?). Men en disclaimer er vel på sin plads: The Fungus gav mig ikke a feeling of weakness, heart palpitations, and diffuse pain in the chest area

Faktisk må jeg indrømme, at jeg følte mig ganske godt underholdt.

Mark Ronson forsøgte at udrydde London, men fejlede lidt slattent, og der er Harry altså noget mere on the ball. Ikke noget pjat med at trække tiden ud med romantisk sniksnak og forelskelser - nænej, et par hurtige sexscener in the heat of the moment; ikke noget med at trække tingene i langdrag - inden for 50 sider har hovedstaden vinket farvel til de gode gamle dage med fish&chips, flinke betjente og hvad-ved-jeg og sagt goddag til de muterede supersvampe, som overtager alt.

Men hvorfor er det sjovt, og vigtigere: hvorfor er det sjovere end Slimer (som jo formelig sugede hjernemasse ud gennem øjnene)? Simpelthen fordi HAK holder balancen her (med nød og næppe, men det lykkes). Personerne er skåret i pap, men også lettere karikerede, handlingen bevæger sig ligefrem fremad (i stedet for at fokusere på en flok idioter, der render i ring), og så er det altid sjovt at forstørre ting - det være sig myrer, edderkopper, slanger eller svampe. Så får man nemlig muligheden for at smide om sig med groteske "videnskabelige" postulater om forskellige typer svampe (nåja, og så slå en masse mennesker underholdende ihjel på samme tid).

Ja, det her er som at stå op om natten for at friturestege en marsbar, men det er sjovt, så længe det varer, og endnu har sundhedshysteriet ikke bredt sig til det litterære kolesteroltal.

Pesthullet

Mark Ronson: Plague Pit

Dette er en weblog (blåg i daglig tale), som skinner den forhøjede visdoms klare lys ind i litteraturens mørke hjørner, hvor små, mangebenede kryb skynder sig i ly. Så det er måske på tide at stoppe op, lugte til de proverbielle roser og tage lidt tid til at tænke over, hvad der menes med udtrykket "en dårlig bog".

For der er naturligvis gode dårlige bøger, og så er der dårlige dårlige bøger.

Lad os for et øjeblik betragte bøger som føde - åndelig næring, om man vil. Lad endelig ikke appetitten påvirke af coveret til Plague Pit (og ja, bogen skal nok blive omtalt længere nede, når først undertegnede er færdig med at causere). Dårlige bøger er litteraturens fastfood.

Det vil sige, at ingen nok vil gå så langt som til at påstå, at de er egentlig mad (eller litteratur, hvis folk ikke har fanget billedet), men til tider alligevel i okay, ja tilmed efterstræbt substitut.

Litteraturkokken (de der mennesker, som sidder i deres ibenholtstårne og skriver dybe bøger, som kan være ganske mættende og yderst tilfredsstillende, men også kan efterlade en med en ordentlig omgang litterær forstoppelse) ved, hvordan han skal bruge sine virkemidler, han ved, at krydderi skal bruges med følelse og i små mængder for at skabe en sublim smagsoplevelse.

Fastfoodforfatteren derimod ved, at læseren har tømmermænd, og når man har tømmermænd, er der kun én ting, der hjælper: masser af salt! Alle de fine litterære krydderier kan med andre ord smides ud gennem pølsevognens bagdør, og saltet kan afmåles fint med en skovl.

Salt - dette gudernes krydderi - kan i litterære sammenhænge komme i mange former: zombier, sex, splat, monstre, whatever! Det, der tæller, er, at de er hældt over retten i lige præcis de mængder, som læserens tilstand kræver. Dårlige bøger bliver altså til gode dårlige bøger efter en lang række kriterier: har forfatteren forstået at krydre sin historie i de rette mængder, har man de rette litterære tømmermænd (hvilket er grunden til, at jeg som regel griber til disse bøger, når jeg netop har læst noget rigtig godt), er der ikke noget bedre i fjernsynet og så videre og så videre...

Men hvorfor denne lange smøre? Selvfølgelig på grund af "Plague Pit", som viste sig at være lidt af en skuffelse. "Ogre" var underholdende på den fede måde, den stillede sulten, fjernede saltbehovet, og jeg var klar til at spise videre en halv time senere, men her har Ronson altså glemt at salte pomfritterne, der er ingen ost i cheeseburgeren, og ketchuppen er for gammel. Måske er det, fordi jeg begik fejlen at gå fra den ene dårlige bog til den næste - man skal ikke leve af fastfood, med mindre man har tænkt sig at tilbringe selvsamme liv på et vist lille hus, hvor der er let at gøre gulvet rent, og der er visse overflader, man ikke har lyst til at røre ved.

Selv tror jeg dog, at det er, fordi han her simpelthen slentrer gennem fortællingen (og nej, ingen grund til at lede efter mad-metaforer længere, det er slut med dem, kyllingen er kogt fri for salmonella) uden mål og med. Her mangler simpelthen et monster - de er selvfølgelig pesten, som breder sig i London og er åh så grum, men er pest er ansigtsløs, den kommer ikke savlende op fra jorden, den river ikke huse ned, den planlægger ikke at udrydde menneskeheden, den holder ikke enetaler - den er faktisk lidt kedelig.

Der er naturligvis masser af optøjer, og folk må lade livet, men Ronson er lidt på herrens mark, hvilket bl.a. bevidnes af, at han ser sig nødsaget til at smide en flok nynazister ind i stuvningen (ups, der var en til) for ligesom at bringe handlingen i kog (og endnu en, undskyld). Midt i dette kaotiske London render vor helt og den unge dame (af anden hudfarvemæssig overbevisning), som han lynhurtigt forelsker sig i. Grunden til, at hun forresten ikke stiller træskoene og sprøjter betændte bylder på folk, er forresten, at hun døde af pest i et tidligere liv, så skæbnen har besluttet at skåne hende for den død i dette.

Det sted i bogen var der, hvor det gik op for mig, at køkken havde pisset i pølsevandet.

Slimens hævn

Mark Ronson: Ogre

Atque cum deus somno excitatus esset, sacerdotes eum e collibus tibiis elicuint ut dona populi acciperet ; atque illos quos sacerdotes odiverunt deus cum domibus animalibusque delevit.

Det ovenstående er latin, og en tommelfingerregel inden for horrorgenren er: "Latin lyder fedt, og hvis du bruger et latinsk citat i din bog, hæver det med det samme din street cred 25%. Det kunne for så vidt være Lectiles culitorum, femi verum, for det er et dødt sprog, hvilket betyder, at folk ikke forstår det. Men det lyder godt, og hvis du på en eller anden måde også kan få flettet frasen "et dødt sprog" ind, så er din lykke gjort."

Okay, citatet oversættes nu i bogen, men det kunne lige så godt betyde: "Tag aldrig på ferie i Storbritannien! Tag ej heller dertil for sjov. De er overrendt af monstre - dødbringende orme, livsfarlige krabber, psykotisk slim, de har det hele. Hold dig væk eller suffer the consequences!"

Jeg er ikke meget inde i litteraturhistorien, men briterne må have haft et horror-flip i 80erne. "Ogre" er fra 1980 og er blot én af mange slambøger fra samme periode i mine hylders dyb. Adskillige af dem beskæftiger sig med monstre, der kommer op fra jorden eller havet og beslutter sig for at udrydde menneskeheden, og formlen er gerne den samme: en helt og en heltinde, lidt kjærlighed, et ganske uromantisk monster, en monologiserende videnskabsmand og en hær eller nogle myndigheder, som ikke fatter en meter og ikke rigtig kan stille noget op.

Ikke at jeg klager. For jeg kan faktisk godt lige dem. Det er forfærdelige bøger, ingen tvivl om det, men Yog-Sothoth, hvor er de dog underholdende. Man kunne garanteret skrive tykke doktorafhandlinger om briternes samfundsopfattelse baseret på disse bøger, og man har sikkert også gjort det, men "man" har nogle gange for megen tid på hænderne.

I "Ogre" er det en oldgammel slimklat, der dukker op fra dybet og giver sig til at fortære mennesker. Der er lokale indavl (også kendt som vrede bønder), liderlige franskmænd (der får, hvad man altid får, hvis man er liderlig i en horrorbog/film), masser af dødsfald, en doomsayer (af typen "We're all gonna die!!!") og så videre, med andre ord: Great fun to be had for hele familien. Faktisk så meget, at jeg har fundet samme forfatters "Plague Pit" frem fra reolernes non-Euklidisk vinklede gemmer.

NB! Forsiden har intet med indholdet at gøre, men den er nu meget fed, og Mark Ronson hedder slet ikke Mark Ronson, men Marc Elward Alexander.

Pauvre nye verden

S. Andersen: Pauvre nye verden

Hjemmedreng J. udpegede denne bunke fækalier - velvidende, at jeg litterært set mange gange har det ligesom en hund: hvis det er stort nok og lugter tilstrækkeligt frastødende, så kan jeg ikke lade være med at rulle mig i det.
Den her lugter faktisk så slemt, at jeg føler mig direkte besudlet.
Et genrestempel er ikke nok, denne er i en kategori for sig selv, og kategorien er "narrøv".
Der er tale om den afart, den afskyelige mørke krog, af sf-genren, hvor forfatteren føler sig kalde til at tegne en hel verden efter sine egne (i dette tilfælde paranoide, hysteriske og kunne man fristes til at mene racistiske) fantasier. Kastet til side i en bunke er altså alle bagtanker om at fortælle en god historie, at male billeder med bogstaver, at forføre læseren, at ændre noget i folk - hvis det, S. Andersen her gør, skulle sammenlignes med at forføre læseren, ville det ske med et koben og en megafon: tag det slag i hovedet, mens han brøler dig ind i hovedet: MUSLIMERNE KOMMER MUSLIMERNE KOMMER! DE STJÆLER VORES CYKLER, GIFTER SIG MED VORE KVINDER OG SLÅR DEM... og bøj dig så venligst forover, hvis du da ikke er så uheldig, at du betalte penge for det her makværk, for så er du allerede blevet... *host*... but I digress
S. Andersen kunne med andre ord lige så godt stå på en papkasse i en kjøwenhavnsk park og brøle sig hæs. Jeg kan kun håbe, at han på den måde ville få flere til at lytte til sig. For denne bog skulle nødig besudle mange øjne.

Sjovt er det forresten, at "S. Andersen" er et pseudonym (for ellers ville de slemme islamister sikkert komme efter ham.
I denne kommentar kalder han sig Humphrey og kommer bl.a. med følgende guldkorn:

Mange Danskere, som lever i dag, vil bortjage den dystre tanke med et: ”Jamen om 75 år lever jeg jo ikke mere, så pyt med det!” Heri kan de have ret. De lever sandsynligvis ikke til den tid. Men det gør deres børn og børnebørn. Det er deres fremtid det gælder.”Skulle vi ikke lige se, hvor galt det går?” er der andre, der vil sige. Det vil de kunne se allerede i 2045, hvor omvæltningen sker. Og der vil ikke være nogen vej tilbage.

Og så er der denne af en vis Michael Unna (der skriver lige så opstyltet som S. Andersen / Humphrey), hvori det bekendtgøres, at bogen kan købes gennem "DenDanskeForening".

Hovsa, glemte jeg handlingen? Nevermind, der er ingen. Det er 2084, og de slemme muslimer har overtaget Danmark, og det er synd for gammeldanskerne, og det snakkes der så en del om. Det der med handling, det er for folk, som kan skrive. De kaldes forfattere.

Tyskere er [indsæt forbandelse]

Jason Dark: John Sinclair nr. 4: Rædslernes ø

Kammesjuk J har en samling af litteratur, som ofte bringer mig ud, hvor jeg ikke kan bunde. Og hav tillid til, at folket, som bragte os Verdenskrigen og fortsættelsen 2. Verdenskrig ("Denne gang er det nazistisk!"), også kan føre den uforvarende læser ud at svømme i den litterære Marianergrav.
Så en sen nat blev det til dette værk (billedet til venstre bruges også på den danske udgave), der med sine 150 sider, sit forfatternavn og sin tåbelige præmis lovede pulpy goodness, til det stod ud af ørerne.
Noget kom til at stå ud af ørerne, men det bør vi nok ikke nævne her.

De 150 sider er nok romanens største plus - det går hurtigt :-)
Forfatternavnet lægger op til en længere, psykologisk analyse, som nok vil være at betegne som spild af plads. Sig det med mig: "Jason Dark". Det minder uhyggelig meget om scenen i Mystery Men, hvor Ben Stiller forsøger at skjule sin hemmelige identitet. Heldigvis lader det dog til, at det er er samlepseudonym for flere forfattere, så den freudianske finger skal nok pege på en forlagsmedarbejder og ikke et menneske, som rent faktisk levede af at være kreativ.
Præmisssen er helvedes fæstning, hvori indespærres alle de slemme fyre, når "den uhyggelige dommer" James Maddox synes, at de har været forsagere: "vampyrer, varulve, djinner, zombier og alle mulige uhyggelige dyredæmoner".
Uheldigvis finder den knoglesamlende asiat Naga på det magiske kvadrat og beslutter sig for at lave et slot af ben og generelt sprede skræk og gru over verden.
Og så går den vilde dæmonjagt.
Hvorfor det er godt, at vi har vor hovedperson: John Sinclair, spøgelsesjægeren.
Omend det er svært at have tillid til en helt, som præsenteres på slig sæt og vis:

Jeg lå i seng i tre dage.
Influenza!
Jeg kan godt love jer, kære venner, at jeg havde det dårligt. Jeg var pludselig blevet syg. Først fik jeg snue, så begyndte jeg at hoste, og derefter fik jeg feber.
Så var det naturligvis sket med mig. Ingen dæmonjagt, ikke engang skrivebordsarbejde.
Jeg måtte holde sengen!

Og i hans hænder ligger verdens skæbne. Suk.
Nå, måske er det min egen skyld, fordi jeg startede med bind 4. Så vidt jeg husker, var der 4-5 bind på dansk, omend det lader til at der er kommet adskillige på tysk - men de har nu også mange synder, de skal sone for.