Slimer

Harry Adam Knight: Slimer

Jeg husker som ung mand, hvor vi drog i samlet flok til den lokale VHS-pusher og investere i klippekort for fyrstelige summer - for med det samme at leje samtlige ti film og tilbringe det næste døgns tid med at se dem. Den lokale biks, hvis navn jeg har lykkeligt glemt, havde ufattelige mængder af B-film - eller måske lå det blot i tiden...? Det gjorde nu ikke så meget; når man havde levet af sodavand og chips og ikke sovet tilstrækkeligt længe, kunne selv de værste film vække en lyksaglig fryd i os.
Iblandt dem var "mesterværker" som "Dødens baggård" - vist nok den, der gemmer sig bag originaltitlen "Beyond Bedlam", som var en af de mest forvirrende film, jeg på daværende tidspunkt havde set (eller også var det tidligere nævnte konsekvenser af diverse bevidsthedsnedsættende foranstaltninger). Om ikke andet var den baseret på en roman af Harry Adam Knight - en fætter, som vi senere stiftede bekendtskab med via filmen "Proteus".
"Proteus" er en eller anden Hollywood-execs forsøg på at komme omkring den tåbelige titel "Slimer". Måske for at undgå associationer til Ghost Busters. Det kunne nu kun have hjulpet, om ikke andet på indtjeningen, for både film og bog bliver blandt de første på skafottet, når DR2-eliten overtager verdensherredømmet.
Vore helte - der uden undtagelse er idioter og narrøve - kommer til at sænke deres narkotika-ladede båd og slipper kun med nød og næppe om bord på en boreplatform, der viser sig at være forladt... eller næsten da. For søreme om ikke noget grusomt render rundt og slår folk ihjel.
Hr. Knight bekymrer sig dog ikke så meget om monsteret, men foretrækker at beskæftige sig med den af vor helte, som er det største røvhul - skåret ud i pap. Som med jævne mellemrum beslutter sig for at voldtage alle omkring sig. Når man så snart finder ud af, at vores ukendte monster har det med at overtage folk, ved vi godt, hvilken vej lortestormen blæser.
Filmen kan faktisk stadig engang imellem findes på VHS i diverse byttebikser. Det gjorde jeg for nyligt. Det kan ikke anbefales. Der er en grund til, at vi selv i de glade, ubekymrede starthalvfemsere gav den undertitlen "halvt mand, halvt haj, halvt gelænder".